Hvilken hund skal jeg vælge?

Fylder spørgsmålet “hvilken hund skal jeg vælge” meget hos dig?
Måske er du lidt i tvivl eller mangler lidt inspiration? Fortvivl ikke, for vi har lavet en liste netop til dig. Vi har forsøgt at gruppere hunderacerne efter forskellige behov, for at give dig en god idé til hvad der kunne passe i dit hjem. Dog vil nogle hunde være gengangere i de forskellige kategorier, da kategorierne ikke udelukker hinanden. Desuden er det værd at bide mærke i, at alle hunde selvfølgelig kan opdrages til at være mere det ene eller andet, da hundens adfærd afhænger meget af ejeren og dens miljø. Uden yderligere tilføjelser, her er lidt inspiration til din næste hund.

Familiehunde

Er I en familie og har brug for en hund der elsker selskab og små børn? Selvom alle hunde er sociale dyr, så er nogle hunde mere sociale og mere imødekommende overfor at dele opmærksomheden end andre. Disse hunde er ideelle familiehunde.

Retrievere

Retrievere er rigtige pleaser-hunde, de vil gøre alt for at du og din familie er glade. De er meget pålidelige, energiske og legesyge. Energien og lysten til leg holder ved selv når de bliver ældre. Kombinationen af alt dette gør retrieveren til en perfekt familiehund, der skaber god energi i hjemmet.

retriever-familiehund

Der findes flere slags Retrievere, faktisk hele 6 styk. Der er ikke den største forskel i personligheden mellem typerne, men udseendemæssigt er der betydelig forskel. Herunder kan du bladre igennem de forskellige slags.

Golden Retriever
Golden Retriever

Nova Scotia Duck Tolling Retriever
Nova Scotia Duck Tolling Retriever

Labrador Retriever
Labrador Retriever

Chesapeake Bay Retriever
Chesapeake Bay Retriever

Curly-Coated Retriever
Curly-Coated Retriever

Flat-Coated Retriever
Flat-Coated Retriever


Forrige
Næste

Beagles

Beagles er oprindeligt opdrættet til at være sporhunde. De blev brugt til at jage i flok efter småvildt som kaniner og harer. Det at de er vant til at arbejde i flokke, gør at de har udviklet en venligsindet tolerance der gør dem til ideélle selskabshunde.

beagle-familiehund

En Beagle er en glad, energisk og selskabelig hund. Beagles er også intelligente og nysgerrige, hvilket kan gøre dem svære at opdrage. Får de færten af noget interessant, så er dét det eneste de har for øje, og kan være fuldstændige ligeglade med hvad du siger. Man siger at der kan gå helt op til et år, med kontinuerlig træning, før de lærer hvordan de må opføre sig indendørs (ift. f.eks. møbler).

Collier

Når vi snakker Collier, er der primært to slags der bliver snakket om; Border Collier og almindelige Collier.
Begge racer kommer fra samme område, nemlig Skotland, men border collien er så fra grænselandet mellem Skotland og England.
Begge hunde har mange punkter de minder om hinanden på, dog har de også nogle betydelige forskelligheder. Begge racer er intelligente, forholdsvis lette at træne, har baggrund som hyrdehunde og så er de også begge meget kærlige hunderacer.

collie-familiehund
Border Collie

Forskellen mellem de to racer finder vi primært i deres energiniveau.

Border Collier er som regel meget mere energiske end den almindelige Collie. Så ønsker du dig en Border Collie, skal du nok være forberedt på at bruge meget tid på at motionere den.
Hvorimod hvis du vælger en almindelig Collie, kan den lettere tolerere ikke at blive motioneret nær så meget. 

Begge hunde er vant til at passe på flokke, og har ikke den store lyst til at vandre på udflugt selv, især den almindelige Collie kan godt lide at blive på sin pind.

collie
Almindelig Collie

Bulldogs

Mange er ofte splittet om deres holdninger til Bulldogs. Dette skyldes en periode med negative nyheder om racen med overfald og ukontrollerede hunde. Som regel ligner hunde deres ejere, og de opfører sig efter det miljø de er blevet opdraget i.

bulldog-familiehund

Bulldogracen i sig selv er ikke en voldelig race. Tværtimod er det særdeles venlige hunde der især elsker børn. De er venlige mod fremmede og er en super familiehund. Det er en modig hunderace, hvilket kan bl.a. komme til udtryk i relativt flere bjæf end andre hunderacer. Det er dog ikke altid at de er de mest tolerante overfor andre hunde, så det kan være et område man skal have for øje, hvis man skal have en bulldog.

Schæfer

Schæferen udmærker sig i næsten alt. Det er en meget alsidig hund der kan hjælpe med nærmest alle aktiviteter, lige fra at stå på vagt, hjælpe politi og militær, fremspore stoffer, mennesker eller andre ting til at assistere blinde, være hyrdehund eller opvisningshund og ikke mindst, en familiehund.

schæfer-familiehund

Schæferhunden er en intelligent, loyal og modig hunderace. Desuden er den let at træne. Det er dog vigtigt at hvis man anskaffer sig en schæfer, at man er klar til en hund med et højt aktivitetsniveau. Der skal altså vandres mange ture og hunden skal helst ikke være alene alt for længe ad gangen, men til gengæld vil den passe på dig og din familie som var det dens egen.

Vagthunde

Du bor måske på en gård eller ønsker bare noget mere tryghed i dit hjem. Du vil gerne være sikker på, at alt er ok når du sover eller ikke er hjemme. Så er disse hunde ideelle til vagt. Udover de selvfølgelig er meget opmærksomme, udgør de også et yderst godt og loyalt selskab.

Schæfer

Som nævnt i forrige afsnit, er Schæferhunden en meget alsidig hund. Som vist utallige gange af både politi og militær, er Schæferhunden en af de foretrukne vagthunde. Schæferhunden er en særlig sensitiv hunderace, som opfanger de mindste lyde, lugte og bevægelser. Den er altid på vagt og vil altid have godt styr på dit territorie.

Doberman Pinscher

Har du et super hemmeligt laboratorium? Måske gemmer du på rumvæsner? Har du brug for det bedste af det bedste når det kommer til vagt? Så er en Doberman lige noget for dig.
Dobermanen er en frygtløs, energist, vagtsom, lydig og loyal hund.
Det er en skeptisk hund der knytter sig stærkt til sine ejere, og ikke så mange andre – og den er ikke glad for andre hunde.
Doberman er en race der også er meget let at træne og meget intelligent. Desuden er den ikke så glad for kolde temperaturer, men klarer sig fint i varmere. Hvis du skal have bevogtet dit palæ med hemmeligheder, så er Dobermanen lige noget for dig.

dobermann-vagthund

Rottweiler

Rottweileren er en beskyttende familiehund. Den er modig og selvsikker, og hvis opdraget til det, er det også en rolig og fjollet hund. Rottweileren kan godt opdrages til at være aggressiv overfor fremmede, og det hænder også at nogle ejere anvender den som en aggressiv hund. Men opdrages den rigtigt kan det være rolig og venligsindet hund, der samtidig kan lide at være en skødehund, men som også kan bevogte dit territorium.

rottweiler-vagthund

Rottweilerens navn stammer fra byen Rottweil hvor hunden blev kendt for, at styre flokke af kvæg samt passe på dem og ejernes territorier fra forskellige røvere og banditter. Senere hen blev den også hyppigt brugt som politihund.

Bouvier des Flandres

Udover at være endnu en modig hund, er en Bouvier en kærlig og dedikeret arbejdshund.

Den er skabt til at være en højre hånd på kvægfarmen, hvor den fungerer som en vagthund, hyrdehund og gerne trækker vogne med læs.

Altså er det en meget aktiv hund, og det er vigtigt at man som ejer kan imødekomme dens brug for aktivering.

Bouvier-des-flandres-vagthund

Det er en let at træne hund, der gladeligt deltager i opvisninger og gerne vil trænes. Det er dertil en stor hund der kan blive helt op til omkring 50 kg.

Aktive hunde

Mangler du en løbepartner eller har du bare brug for en ekstra grund til at komme ud af døren? Disse hunde er energiske og perfekte til at løbe ture med. Deres krop er bygget til at bevæge sig lange distancer. Det er dog vigtigt at aktivere dem regelmæssigt, for ellers kan de blive lettere irriterede og vil selv begynde at søge måder at aktivere sig på.

Pointer

Pointeren har sit navn fra sin historiske funktion. Den er igennem flere århundrede skabt til at udpege småvildt som fugle og harer.

Pointeren er en super kærlig og energisk hund, der absolut vil passe ind i familielivet. Den er let at træne men kræver en masse motion, og vil gladeligt med dig på løbetur!

pointer-aktiv-hund

Setter

Historisk set blev Setteren døbt også i forbindelse med jagt, ligesom Pointeren, men i stedet for at pege på småvildt, har de deres egen måde at sætte sig på hug, for at vise jægeren at det er hér der skal smides et net.
Efter riflen blev en del af den normale jagt, er setteren dog begyndt mere at ligne Pointeren i dens jagtadfærd.

setter-aktiv-hund

Ligesom Pointeren er Setteren også en let at træne, meget aktiv familiehund, der gerne vil motioneres. Det er en pleaser-hund, der ønsker at gøre ejerne glade – og den elsker at få nye venner.

Jack Russell Terrier

Er man til de lidt mindre hunde, er Jack Russell Terrieren et godt forslag.
Det er en meget overvågen og nysgerrig hund der i sin tid blev brugt til rævejagt.
Det er en intelligent hund der også er til at træne, men kræver, ligesom de andre aktive hunde, en masse motion. En idéel løbepartner.

jack-russell-aktiv-hund

Shetland Sheepdog

Er det ikke nødvendigvis en løbemakker du leder efter, men måske bare nogen at gå en masse ture med, eller i det hele taget en energisk hund – så et en Shetland Sheepdog sagen. Som det fremgår af navnet er det en hyrdehund. Den er kendt for sin venligsindethed og at den er verdensklasse indenfor lydighed. Dog er de lidt tilbageholdende overfor fremmede, hvilket gør dem til en udmærket vagt- og familiehund også.

shetland-sheepdog-aktiv-hund

Dovne hunde

Tænker du derimod “hvilken hund skal jeg vælge hvis jeg ikke gider bevæge mig så meget”? Eller måske er du ikke så meget hjemme, men vil gerne have en hund alligevel? Disse hunde behøver ikke meget motion, og kan sagtens få tiden til at gå i deres eget selskab.

Bulldog

Som nævnt i første afsnit, er Bulldog’en en god familiehund. Udover at det er en dejlig hund, er den også meget doven anlagt. Faktisk skal man som ejer være påpasselig med hvor meget mad og tilsvarende manglende motion den får, for Bulldogs er kendt for at have let ved at blive overvægtige.

Mops

En Mops er kendt for dens kærlige charme og drillesyghed. Det er ikke den hurtigste knallert på molen, men hvad den mangler i intelligens gør den op for i charme.
Det er en meget venlig og tolerant hund, både over for mennesker og andre hunde. Den foretrækker et stabilt klima at være i, altså ikke for koldt eller for varmt – så indendørs er helt idéelt.

mops-doven-hund

Mopsen kan let komme til at bruge hele dagen på sofaen, hvis den får lov – ligesom nogle af os andre. Så hvis du mangler én at se Netflix med, eller gerne vil blive en time ekstra på arbejde med god samvittighed, så er Mopsen lige noget for dig.

Gravhund

Selvom Gravhunden ikke decideret er en sofakartoffel ligesom Mopsen eller Bulldog’en, så kan den godt håndtere lidt alenetid derhjemme. De skal dog have regelmæssige gåture og har et almindeligt gennemsnitligt aktivitetsniveau. Det er vigtigt at de får gåturene, for at styrke deres muskler så de kan holde deres lange ryg.
Gravhunden er en legesyg, venlig og klog hund. Den skal nok hjælpe dig med at binde dine snørebånd, og den kan godt have sine egne idéer om hvornår det er legetid.
Så har du lange arbejdsdage, men gerne vil have lidt tant for fjas når du er hjemme, er Gravhunden et godt bud.

gravhund-doven-hund

Cavalier King Charles Spaniel

Så royalt som dens fine navn lyder, er en Cavalier King Charles Spaniel altså ikke bange for at få mudret poterne. Cavalieren er en adaptiv race der tilpasser sig efter ejerens livsstil. Er du atletisk og aktiv? Så er den klar. Er du mest til sofahygge? Så er den bestemt også klar.
De er gode med børn og andre hunde, så de passer super i en familie også. Cavalieren har en blød personlighed, så den reagerer bedst på ros og godbider og vil gerne trænes – råb og skælv ud kan have modsatvirkende effekt.
Lad ikke Cavalieren gå uden snor, da den er meget nysgerrig og finder den en interessant lugt, er det ikke sikkert at den kommer når du kalder.

spaniel-doven-hund

Hunde der ikke fælder

Det er måske ikke vigtigt for dig om du skal gå mange eller få ture. Måske er det heller ikke vigtigt for dig om din hund er let at træne eller ej. Men gider du bestemt ikke alt besværet med den konstante oprydning, støvsugning og pelsplejning? Selvom alle hunde fælder, så er der nogle der fælder mindre end andre. Disse hunde kunne måske være en sag for dig.

(Psst! – leder du efter allergivenlige hunde, så har vi også en artikel om dem – klik på linket hér!)

Labradoodle

En labradoodle er ligesom den velkendte Labrador, men bare krydset med en Puddel. Det får dens hår til at have et naturligt krøl, og dertil fælder den betydeligt mindre end andre hunde, inklusiv den almindelige labrador.

Den er propfyldt med kærlighed og er entusiastisk og glad for andre hunde og mennesker. Den er også god med børn, men grundet dens størrelse og energiniveau kan den godt overrumble mindre børn ubevidst.
Den er nem at træne, da den både er intelligent og en rigtig pleaser-hund.

labradoodle-faelder-ikke

Labradoodlen er en relativ ny type hund. Krydsningen er første gang foretaget i Australien i 1989 og siden da har den været meget populær!

Bichon Frisé

Du finder det absolut modsatte af en vagthund i en Bichon Frisé. Den anser alle som potentielle nye venner og er generelt glad, nysgerrig og legesyg.
Bichonen fælder ikke så meget, og dét den fælder bliver fanget i dens underuld.
Derfor er det meget vigtigt som en ejer af sådan en hund, at man mindst tre gange ugentlig børster den (helst dagligt), da den ellers danner knuder i pelsen, som gør det sværere for hunden at regulere kropstemperatur, kan gemme på flåter og giver generelle irritationer.

bichon-frise-faelder-ikke

Dværgschnauzer

Det er med Dværgschnauzeren som det er med Bichon Friséen, hvad angår pelsen – den fælder nærmest ikke, men skal børstes regelmæssigt, og begge hunde skal gerne bades mindst en gang om måneden.
Personlighedsmæssigt er Dværgschnauzeren venlig, klog og lydig. Den har en meget udadvendt og energisk personlighed og er altid klar på sjov og ballade.

schnauzer-faelder-ikke

Let at træne hunde

Synes du det er vigtigt med en lydig hund? Det kan være at du har ønsker om at stille op til konkurrencer, eller du bare gerne vil lære din hund tricks, måske gå uden snor? Så er der et udpluk er særligt lydige og intelligente hunde her, som stræber meget efter ejerens anerkendelse.

Shetland Sheepdog

Som nævnt i afsnittet om lydige hunde, er hyrdehunden en meget lydig hund. En super hund til at gennemgå agilitybaner og lydighedskonkurrencer. Det er en glad hund, og den kan godt lide at gø når den bliver opstemt, så det kan være en god idé tidligt at lære den at være stille på kommando.

Belgisk Malinois

En Belgisk Malinois er en livspartner. Den knytter sig rigtig stærkt til ejeren, og det er vigtigt for den at du bruger tid sammen med den – meget tid!
Den skal have rigelig motion og aktivitet for at den er sit bedste ‘jeg’.
De har til gengæld potentialet til at blive en af de mest lydige hunde. Det kommer dog ikke helt uden arbejde. Malinois’en har et stærkt jagt instinkt, og har en meget stærk trang til at jagte bevægelige elementer – som biler, dyr og børn. Det er derfor meget vigtigt, at man fra en tidlig alder træner lydighed og socialiserer med hunden, så den kan lære at begås ordenligt.

Generelt en hund der kræver meget, men giver mindst ligeså meget igen.

malinois-let-at-traene

Schæfer

Som nævnt i det første afsnit, er schæferen en meget let-at-træne hund. Man ser tit schæfere til lydighedskonkurrencer hvor de ofte får høje placeringer, fordi de netop er så lydige. Schæferen er en alsidig hund, og bliver til det du opdrager den til at være.

Puddel

Udover at Puddelen ikke fælder så meget, pga. dens krøllede pels, så er det også en meget intelligent hund – faktisk er de vurderet til at være en af de klogeste hunderacer.
Udover intelligensen, er det også en meget adræt og lydig hund. Så hvis du laver interessante øvelser med den, er den klar til at blive oplært.

Ikke kun er den let at træne, det er også en super familiehund. Den er meget glad for mennesker og kombineret med dens kløgt og lydighed passer den perfekt i en familie.

puddel-let-at-traene

Amerikansk Eskimohund

Den amerikanske eskimohund, også kendt som en cirkushund, skal bestemt være i kategorien let at træne. Det har den bevist gennem et århundrede hvor den har ageret som cirkushund i mange amerikanske cirkusser, deraf også kaldenavnet.
Eskimohunden er klog og legeglad, meget udadvendt og vil gerne please ejeren. Den kan dog godt være lidt skeptisk for nye personer til en start, hvortil den også gerne deler et bjæf. Det kan hurtigt gå hen og blive til mange bjæf, derfor kan det være en god idé at lære den en ‘stille’-kommando.

eskimohund-let-at-traene

Det er vigtigt ikke at efterlade en eskimohund alene alt for længe, da den hurtigt kan finde på at underholde sig selv med møbler og hvad den ellers kan finde af spændende sager. Så det kan være en god idé med en afhegnet have.

Selvstændige hunde

Sidst har vi lavet en lidt speciel gruppe. I denne gruppe finder du det modsatte af “let at træne hunde”. Disse hunde vælger lidt selv hvornår de har lyst til at lytte, men de er til gengæld ofte gode til at underholde sig selv. Har du lyst til en sjov og ‘lidt på tværs’ hund, så kan disse være noget for dig.

Skotsk Terrier

Den Skotske Terrier, også velkendt som Netto-hunden, er kendt for sin næsten menneske-agtige personlighed. Det kommer til udtryk igennem dens stædighed og omtanke. Hvis de keder sig, gider de ikke lytte – så hvis du vil træne den, bør du være klar på at finde på nye lege og øvelser relativt ofte.

Den Skotske Terrier er en meget selvsikker hund.

skotsk-terrier-doven-hund

Shiba Inu

Shiba Inu er den mest populære hunderace i Japan. Den er opmærksom og aktiv. I sin tid blev den brugt som en jagthund.
Shiba Inu’en er aldrig til at stole på uden snor – så vær sikker på at du er i et indhegnet område inden du slipper den løs. Helt modsat hyrdehunde, hvis du kommer til at glemme at lukke en dør, er Shiba Inu’en stukket af, og du skal ikke regne med at se den igen.

shiba-inu-selvstaendig-hund

Det er en meget intelligent men meget stædig hund, og den har sin helt egen vilje. Hvis du vil opdrage på den, bliver du nok nød til at overbevise den om, at det var dens egen idé at blive opdraget på, for ellers går den ikke med til det.
På plussiden bliver den hurtig stueren, da den allerede efter fjerde uge vil holde sig, for at komme så langt væk fra sit sovested som muligt når den skal træde af på naturens vegne. Derudover er det også en hund der har det fint i sit eget selskab i lang tid og kan nemt bo i lejlighed.

Cavalier King Charles Spaniel

Som nævnt i afsnittet om dovne hunde, kan Cavalieren godt have sin helt egen agenda. Selvom den gerne lytter til dig på tomandshånd, når du har godbidder – så er det slet ikke sikkert, at den overhovedet registrerer din tilstedeværelse hvis den har fundet en spændende lugt. Så derfor er det en god idé altid at have den i snor.

Gravhund

Gravhunden kan godt være en sensitiv og stædig hund. Den er opdrættet til at fremsøge en lugt, og fokusere udelukkende på den lugt. Det betyder altså at hvis den får færden af noget, kan du nok ikke fange dens fokus før den er færdig med det den skal. Det at den er sensitiv betyder, at den ikke reagerer særligt godt på hårde kommandoer eller afstraffelser, så træning med den skal foregå tålmodigt og konsekvent.

Læs mere om Gravhunden i afsnittet om dovne hunde.

Kilder

https://www.akc.org/
https://dogtime.com/
https://thehappypuppysite.com/collie-vs-border-collie/
https://www.youtube.com/watch?v=Ik9dHDqlTpc
https://www.youtube.com/watch?v=htfHWc5Okow
https://www.youtube.com/watch?v=YfJejeBX94A
https://www.youtube.com/watch?v=ASxkyQKZE4k

1 kommentar til “Hvilken hund skal jeg vælge?”

  1. Pingback: Hvor ofte skal en hund luftes? - Aktivdyr

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *